På Hæld...
12 sange
1970
KATRINE
På øen La Palma
Når Danmark har slud
Danser hippien Alma
For turister og gud
Hun har løse gevant
Og om halsen en klud
Hun håber mønterne
Fra hatten
Gir nok til det skud
Hun må ha´, før natten
Hun danser og hopper
Med sit tjavsede hår
Og blotter de mærker
Hun har på sine lår
Hun har løse gevanter
Om halsen en klud
Må mønterne fra hatten
Gir nok til det skud
Hun må ha´, før natten
Og vennen Milar
Han råspiller til
På sin udslidte guitar
Her er alting i spil
Han håber i aften
Hun er villig og vil
Men sarte hænder
Som en kvindes
Må spille indtil
Ingen mer´ findes
Hans øjne er røde
Han har fyret en fed
Om lidt er de døde
Nog´t de begge to ved
​
Han håber i aften
Hun er villig og vil
Men hænder som
En kvindes
Vil spille indtil
Ingen mer´ findes
Det´ spøgelser
Fra dengang
Fra nittenhalvfjers
En refleks fra engang
Et sidste vers
Om frihed og eros
At leve på trods
At ville det hele
Og bare gi´ los
Det´ sært for os gamle
At se på - er det skygger
Af os?
Det´ spøgelser
Fra dengang
Fra nittenhalvfjers
En refleks fra engang
Et sidste vers
Om frihed og eros
At leve på trods
At ville det hele
Og bare gi´ los
Det´ sært for os gamle
At se på - er det skygger
Af os?
Er det skygger af os?
Er det skyggerne fra os?
Når du møder mig i modlys på cykel, min skat
Når du sætter dig i grøften og tisser
Når du fletter dine fingre med mine, min skat
Mellem madder med sild og radiser
Ja så elsker jeg dig mer´ end det er muligt at si´e
Så er livet godt og må gerne bli´e
Jeg har lyst til at holde om dig og kalde dig min Se dig sove, passe på dig og vær´ din kanin.
Når du trækker mod porte med mørke, min skat
Når du læner dit hoved mod min skulder
Når du tar´ om min arm når vi slumre, min skat
Og lidt søvnigt kalder mig Buller
Ja så elsker jeg….
Når du løsner dit hår og smiler, min skat
Når du driller og bøvser og mukker
Når du presser dine ben mod mine, min skat
Når du smider os på sengen og slukker
Ja så elsker jeg….
Når du falmer i blikket og græder, min skat
Når du knuger mig bange og ryster
Når du tvivler og skubber mig fra dig, min skat
Og du råber og kalder mig kryster
Ja så elsker jeg......
Engang
Himlen var blå
Og marken stod gul
Og genboens hus var rødligt
Det stod vi to
Og kikkede på
Mens naboen kom ud
Og hilste så høfligt
På dig og mig
Du og jeg
Himlen var blå
Og dugen var hvid
Og lærkerne legede i vinden
Det stod vi to
Og kikkede på
Mens brisen den strøg
Dg blidt over kinden
Luften var varm
Og vandet var skønt
Nok tæt på de tyve grader
Du lå i sandet
Og jeg lå i vandet
Over bakken der hang
Der spraglede drager
Over dig og mig
Du og jeg
Himlen var blå
Og solen stod højt
Og børnene tumled i græsset
Det stod vi to
Og kikkede på
Og tænkte nu skal
Der go vin i glasset
Til dig og mig
Du og jeg
Himlen var blå
Og kirsebærene hang
På træet i sortrøde klaser
Det stod jeg så
Og kikkede på
Mens du var i gang
Med blomster til vaser
Alting var godt
Med kartofler i kog
Og grillen parat i haven
Der gik vi to
Og småtænkte på
Det ska nu bli godt
Med noget i maven
Til dig og mig
Du og jeg
Æblerne fald
Med bump ned på jorden
Og samlet i poser og kasser
Det gjor vi to
Og tænkte vist på
At her er der nok
Til fætter og faster
Og til dig og mig
Du og jeg
Og sådan der gik
Den sommer engang
Hvor katten gik rank med halen
Vi gik afsted
Og tiden gik med
Og vi tænkte kun lidt
På morgendagen
Med dig og mig
Du og jeg
SKILT
​Når lyset går den gale vej
Og mørket breder sig
Når vinden suser rundt om mig
Så tænker jeg på dig
Så tænker jeg på natteflugt
På dybe åndedrag
På sommerregnens efterduft
På dig og mig i Prag
Når livet går den gale vej
Og tonen ændre sig
Når støvet samler døde fluer
Når ingenting mer duer
Så tænker jeg…..
Når spejlets billede slår min sjæl
Og skoen gnaver hæl
Når tidens brænding rammer mig
Når gud er gået sin vej
Så tænker jeg…
På dig og mig og skjult panik
Når fældens smæk slår hårdt
På dig og mig og det vi fik
Trods det der gik i sort
Ja, Så tænker jeg…
Når lyset går den gale vej
Så tænker jeg på dig.
AFSKED
Her står jeg så med dig
Lie her i min favn
En mand kom med pakken
På den står dit navn
Du kom i en kasse
Der var lavet af pap
Med påklistret seddel
På emballagens klap
(Nynnen)
Den fremmede åbned pakken
Og løfted dig op
Han rakte dig mod os
Det var jo hans job
Nogen spurgt´ om én ville
Mon holde dig lidt
Man rysted på hovedet
Tog forlegent et skridt
Så tar jeg imod dig
Og husker tilbag
Når vi tog om hinanden
Og ingenting sagde
Jeg holder omkring dig
Som jeg gjorde dengang
De andre ser på os
Én foreslår en sang
(Nynnen)
Vi sang den vi kunne
Og sætter dig ned
I det hul der er gravet
Ingen mener du led
Men køerne de glor
Mon de sir nogt andet
De har sådan en uro
Og brøler forbandet
Vi står lidt generte
Ser hist og lidt her
Først nu mærkes kulden
Fra urnen især
Så går vi fra stedet
Og det som nu var
I morgen kommer andre
Måske med en far
(nynnen)
Det begynder at dryppe
Kirkestien er lang
Jeg erindre en sætning
Du sagde engang
Jeg sagd du en skønhed
Du svarede det en hård dom
Og husk lige på
Jeg kun lader som om
Tilbage i minder
Til et hemmeligt sted
Hvor du kom imod mig
Med hovedet på sned
Det mange år siden
De færreste var født
Nu vinker jeg stille
Til dem der var mødt
(Nynner)
Men dagen er særlig
Allehelgernes dag
Hvor de døde vil opstå
Jeg går alene tilbag
Og mørket er kommet
med køerne i ro
Det´ nu her i aften
jeg bevidner min tro
I aften vil jeg se dig
Blandt engle i skjul
Stå lysende for mig
Som min barnetros jul
Men koldvåde fødder
lukker ik nogen ind
Og tågen over engen
Distraherer mit sind
(Nynnen)
Dog ser jeg du smiler
Tar om mig igen
Sir tak for de tanker
Jeg sender, min ven
Jeg ser at du ser mig
Som dengang engang
Sir tak for de tanker
Sir tak for min sang
Moderen
Dæmoner
Hun står om natten i blæsten
På en bro
Ser ned på de udtrådte sko
Hun ser lysene langt i det fjerne
Bag en sky står en stjerne
Hun ser barnet
Hun gav al sin kraft
I det liv hendes mening er lagt
Hun er alene, er væltet
Omkuld
Ser månen er sløret og fuld
Hun ser vinden der river og flår
I et nyfarvet hår
Hun ser barnet
Som står og ser ud
Som en engel forladt af sin gud
Hun tar en selfie, af én hun
Svagt mindes
Høre ord de påstår er hendes
Hun sirr sætninger nogen har sagt
Om det liv hun har haft
Hun ser barnet hun gav al sin kraft
I det liv hendes mening er lagt
Hun tænker forår med tjørn
Og med hyld
Synger sange men drukner i skyld
Hun ser vinden den river og flår
I et nyfarvet hår
Hun ser barnet som står og ser ud
Som en engel forladt af sin gud
Gir så slip på mennesker og ting
Lægger frakken og den arvede ring
Imens vinden den river og flår
I et nyfarvet hår
Hun ser faldets forløsende kraft
Og træder så ud af det liv
Hun har haft.
Hun ser barnet som står og ser ud
Som en engel forladt af sin gud
Imens vinden den river og flår
I et nyfarvet hår
Dæmoner
Når guldregnen blomstre
Og slangen skifter ham
Når dæmonerne hærger
Med skyld og med skam
Vil vreden som spredhagl
Ramme alle og enhver
Der kommer i vejen
Eller kommer for nær
Når synet formørkes
Når øst blir til vest
Når al mening forsvinder
Når alt blir en test
Ja, så finder hun fred og et øjebliks ro
I mødet med duen der ligger død på en vej
Og med pigen, som fandt den
Midt i sin leg - Midt i sin leg
Når håbet om favntag
Blir til støj og til slag
Når sindet tar ture
Med nid og med nag
Vil angsten ta over
Med gråd og med kval
Og pælen i kødet vil sie
Spring ud fra 5. sal
Han gav hende sit hjerte
Hendes sult åd hans sjæl
Hun elsker Akilles
Hun finder hans hæl
Men så finder hun fred og et øjebliks ro
I mødet med duen der ligger død på en vej
Og med pigen som fandt den
Midt i sin leg - Midt i sin leg
Dæmonerne hærger
I skrøbelige sind
Hun føler sig svigtet
Forladt og så blind
Og gråden tar til
Det hele er tabt
En ofring er fuldbragt
Og alting er sagt
Når guldregnen blomstre
Når slangen skifter ham
Vil dæmonerne hærge
Med skyld og med skam
Men så finder hun fred og et øjebliks ro
I mødet med duen der ligger død på en vej
Og med pigen som fandt den -
Midt i sin leg - Midt i sin leg
DE HVILELØSE
LÆNGSEL
De er som flokke af flaksende fugle
Skræmt op uden varsel om natten
De kendes på øjnenes særlige glans
Der ingen der rigtig vil ha dem
De føler sig dømt af en højere instans
De har en uro som påkalder minder
Så ene i grønklædte skove
Fra skyggernes gang over bundløse søer
Til vismandens helt egne love
Med drømme der blegner men ikke vil dø
De er derude og væk fra det kendte
De lever med skjulte passioner
Som vild kaprifolie i iltfattig luft
Fornemmer de destinationer,
Hvor varme og væde forløser deres duft
De håber snart at bli set og bli fundet
Hvor skønt det ku være at bli båret
Få fred for de dybe og angstfulde fald
Bli fremkaldt, og aldrig mer såret
De famler mod noget de må.. og skal
De slås mod vejrmøller
Med lanse og sværd
De går mod det fjerne
I al slags vejr
De vil bryde normen
De vil sprænge formen
Og selv finde hjem
Hjem til dem selv.
​Du er min længsels kvinde
Hende jeg drømte om
Hende jeg ikke ku finde
Hende der bare kom
Før var passionerne tæmmet
Lidenskaben gået i hi
Et væsen forknyt og hæmmet
Der ikke følte sig fri
Jeg var et knirkende hængsel
Som noget i en hengemt sæk
Jeg var i en tåget glemsel
Hvor livet gik hen og blev væk
Du er ….osv
Du kom så pludselig imod mig
Drømme og nu gik i et
Med midsommerhimlen bag dig
Blev jeg kysset og favnet så blidt
Spejlingen af en længsel
Gik ind i min sitrende favn
Sprængt var et livslangt fængsel
Du blev et med det genkaldte savn
Du er….osv
Du er under himlen som lærken
Hvor end du nu er og går hen
Så er jeg der midt i din færden
Som en der kan kaldes en ven
At vide du er i verden
Jeg mærker at du er med
Vi er under himlen som lærken
Du er der for mig et sted
ENGLE
FORÅR
Når natten er mørk og tynger
Når vindstød i slud og kulde
Gir vejrhanen lyd
Når gadelygten svinger og gynger
Og du drømmer om rejser mod syd
​
Så hører du suset af vinger
Så hører du hvisken og råb
Og det synger for dine øre
Om vild passion og det stille håb
For spurve i flok jager rovfuglen væk
Og dyret river i tøjret
Og længsler kommer
Og tanker går
Som engle i vinden
Som gamle i mørket
Måske forstår
Når disen den rammer en mole
Når pigen står ensom og kikker
Med frakke og sko
Når tågehornets tone
Nægter sindet rest eller ro
Så hører du suset af vinger….
For spurve i flok…
Når solen den rammer en rude
Når søndagen er for stille
Og slår alt for dybt
Når barnegråd høres ude
I karrer´ hvor alt er for lydt
Så hører du suset af vinger….
For spurve i flok….
Når natten er lys og kalder
Når hække og markhegn blomstre
Med sødkrydret duft
Når midsommerregnen falder
Og du mister al din fornuft
Så hører du suset af vinger…
For spurve i flok jager rovfuglen væk
​Jeg vil bo under blomstr´ne syrener
Jeg vil lig´ i det frodige græs
Jeg vil ik´ sku´ nog´t førend sener´
Kun se mælkebøt´r ta´ der´s plads
Og gør´ engene kraftfulde gule.
Jeg vil se hva´ det er for en handling
Der får kraften til osse at vær´ sart
Være vidne til livets forvandling
Om at være og være parat
iIen dans at bli bortført af vinden.
Jeg får kys under æbletræets grene
Jeg er glad for du er her og ler
Når at kronblade hvide og rene
Daler ned og vi leger det sner
På din kind midt i majsolens varme.
Jeg sku´ bære dig helt gennem livet
Men jeg ved godt det ikke blir sandt
Men i dag er det sikkert og givet
Der er noget der er mer´ relevant
For i dag dufter markerne saligt.
Vi vil stå ved de bredeste bøge
Der hvor træer og hav går i et
Mærke livet der kommer os i møde
ik´ for meget og ikke for lidt
Men li´e nok og tilpas på en onsdag.
Jeg vil øve mig på at bli´ ingen
Følge med og ik´ sige nej
I en dans at bli´ bortført af vinden
Lissom mælkebøt´n, grå som mig
Svæve bort og bli´ et med himlen.
At Være
Jeg danser helt nøgen
klok´n to i mit køkken
Og trækker vejret
Som om jeg var sytten
Jeg hopper på gulvet
På barnlige tæer
Jeg ta´r en runde
Og er slet ikke sær
Jeg synger alene
Klok´n fem i min stue
Med vinduet åbent
Og skræmmer en due
Jeg skråler så højt
Som lungerne ka´ bære
Jeg opdager så
Jeg har meget mer´ at lær´
Jeg læser en nat
Klok´n to der i mørket
Poetiske vers
Og føler mig nørdet
Jeg rækker min hånd
Klok´n fem sent på natten
Helt stille mod din
Og håber du vil ta den